Free heavy beautiful
af Silvia Bombardini
Forestil dig Bonne Espérance som en walk-in-garderobe. Garderoben, der også er et arkiv over det, der har været i brug. Arkivet, der samtidig er et depot af affekter, der fremkalder affektive responser hos den, der besøger det (Cifor og Gilliland 2016). Som forbrugsvarer i en kapitalistisk økonomi er Julie Stavads værker i Free heavy beautiful ”i stand til at producere alle mulige former for affektive tilhørsforhold” (Thrift 2010, s. 292). Men hvis de værker, vi finder i Bonne Espérance som garderobe, som arkiv, nogensinde har været forbrugsgenstande, så er deres relation til udveksling og brug blevet afskåret i forskydningen. Og det er denne forskydning, der afføder den affektive respons i den besøgende – der får os til at føle på den ene eller anden særlige måde. Selve deres status som genstande er til forhandling: Er det genstande, vi betragter, eller er det ting, der materialiseres som genstande gennem det betragtende subjekt (Brown 2001)?
I dette arkiv, der hverken er helt biografisk eller fuldstændigt forestillet, kan man ane spor af en personlig væren i de ting, Stavad stiller til skue – som en rest af et hamskifte, en afkastet hud i papir og nylon. Deres fortællinger ankommer som en hvisken: sanselige møder mellem modstridende elementer, åbne for fortolkning. Fortryllelse (Bennett 2001) i intra-aktion (Barad 2007). Der er noget sårbart over dem, eller en permeabilitet, sikret for nu, men altid kun akkurat, som bag lynlåsen i den gennemsigtige dragtpose i Jeg er ikke en fabrik. Og så er der en spænding, ikke decideret fjendtlig, men insisterende. Den fraværende kvindekrop genlyder i tænderne på de gafler, der stikker ud af en sen-victoriansk sko i Restless and sly, i en bordlampes benede led svøbt i en nylonstrømpe i Eye and Knee (dancing to their own beat while waiting for the restroom). Måske er der snarere end forbrugsgenstande tale om ”den vanebundne materielle kultur”, der ”både reproducerer og gør oprør mod de systemer, vi lever i” (Sampson 2020, s. 104), der både er forskudt og til skue her. Ikke ulig det, vi alle sammen gør, når vi klæder os på, inviteres de besøgende i Free heavy beautiful i Bonne Espérance til at sætte deres egen fortælling sammen med værkerne som trædesten.
— Maj 2025
Oversættelse: Maria Catalina Heitmann
Barad, Karen Michelle. 2007. Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning. Durham: Duke University Press.
Bennett, Jane. 2001. The Enchantment of Modern Life: Attachments, Crossings, and Ethics. Princeton, N.J: Princeton University Press.
Brown, Bill. 2001. ‘Thing Theory’. Critical Inquiry 28 (1): 1–22.
Cifor, Marika, and Anne J. Gilliland. 2016. ‘Affect and the Archive, Archives and Their Affects: An Introduction to the Special Issue’. Arch Sci, no. 16, 1–6.
Sampson, Ellen. 2020. Worn: Footwear, Attachment and Affects of Wear. London New York Oxford New Delhi Sydney: Bloomsbury Visual Arts.
Thrift, Nigel. 2010. ‘Understanding the Material Practices of Glamour’. In The Affect Theory Reader, edited by Melissa Gregg and Gregory J. Seigworth, 289–308. Durham, London: Duke University Press.
© Bonne Espérance 2025. All rights reserved.